Regler for brug af autostole i vores gamle biler
Børn under 135 cm i højden, skal sidde i en godkendt autostol, når du kører med dem i bilen
I de første mange år af et barns liv skal det sidde i en autostol når det er passager i en bil.
Ifølge loven skal alle børn under 135 cm i højden i person- og varebiler indtil 3.500 kg være fastspændt under kørsel.
Her kan du danne dig et overblik over, hvad loven kræver i forbindelse med børn i autostol.
De lovpligtige mærker
For at din stol er lovlig, skal den være ECE-godkendt. Det kan du se, om den er, ved at kigge efter ECE-mærket. Et ECE-mærke fortæller, at stolen lever op til EU’s krav.
ECE-mærket er efterfulgt af tal, som indikerer, hvornår stolen er godkendt.
Følgende mærker er lovlige:
- ECE-44-03
- ECE-44-04
- ECE-R-129
Højdekrav frem for alderskrav
Reglen om at børn skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til alder, størrelse og vægt, gælder alle børn under 135 cm i højden.
Er der ikke plads i bagsædet til sikkerhedsudstyr til et tredje barn, kan et overskydende barn på 3 år, eller derover nøjes med at anvende bilens almindelige sikkerhedssele, selvom barnet er under 135 cm.
Autostol eller selepude
Indtil dit barn er 3-4 år, bør det sidde i en autostol - gerne bagudvendt. De lidt større børn sættes på en selepude.
FDM anbefaler at bruge en selepude med ryglæn frem for en selepude alene.
Ryglænet og hovedstøtten yder barnet beskyttelse, og sikrer at selen holdes rigtig på plads hen over hofte og skulder, så trykket fordeles korrekt i tilfælde af en kollision.
Fra barnet er ca. 10 år/25 kg (og mindst 135 cm høj) er barnet som regel stort nok til at bruge bilens almindelige sele.
Det er dog vigtigst at bilens sele sidder korrekt på barnet.
FDM anbefaler bagsædet
FDM anbefaler generelt, at børn altid placeres på bagsædet.
Ønsker du at placere et barn på forsædet i en autostol, skal forsædet skubbes længst muligt tilbage, og airbag’en skal være frakoblet.
Det er både farligt og forbudt, at placere et barn i en bagudvendt autostol foran en aktiv airbag.
Under 15 år er førerens ansvar
Føreren skal sørge for, at passagerer under 15 år er spændt fast i det rigtige udstyr. Ellers koster det et klip i kørekortet.
Børn i varebiler og stationcars
Reglerne for fastspænding af børn i autostole eller på selepuder gælder også for varebiler.
Det er ikke tilladt at køre med passagerer i varerummet.
Hvis familien består af to voksne og et barn, skal der være mindst tre fastspændingsmuligheder, så alle kan anbringes sikkert.
I stationcars, der kører på hvide plader, kan man få monteret seler til fastspænding af en autostol bagerst i bilen.
Kontakt et autoriseret værksted.
Dispensation
Der kan dispenseres fra kravet om, at børn på tre år eller derover skal anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, når der er tale om lejlighedsvis kørsel over korte afstande i en bil, hvor der ikke er rådighed over sikkerhedsudstyret (autostol/ selepude), og under forudsætning af, at barnet sidder på bagsædet.
Begrebet ”korte afstande” vil ifølge Justitsministeriet bero på en domstolsafgørelse.
Børn under tre år er ikke omfattet reglen om lejlighedsvis kørsel.
De skal altid spændes fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres størrelse og vægt.
Skal dit barn ud at køre med andre, bør sikkerhedsudstyret følge med
Det meste udstyr kan du dog med fordel leje for kortere eller længere perioder.
Det kan være praktisk for bedsteforældre eller andre, som passer barnet.
I-Size
i-Size har siden oktober 2013 været standard for godkendelse af sikkerhedsudstyr til børn i biler.
Godkendelsen omfatter kun nye autostole, der fastgøres med Isofix-beslag. i-Size-godkendelsen fungerer sideløbende med den tidligere godkendelse.
Autostole mærket med ECE 44-03 eller 44-04, som bruges i dag, vil fortsat være fuldt lovlige at sælge og anvende.
På nuværende tidspunkt er der ikke ret mange i-Size autostole på markedet. Men det vil der komme efterhånden, som der kommer nye biler på markedet, og efterhånden som producenterne får godkendt nye autostole efter den nye standard.
På sigt er det meningen, at i-Size helt skal erstatte de tidligere godkendelser.
I biler uden seler får du klip, hvis
- du transporterer børn under tre år.
- du har et barn, som er fyldt tre år, men som er under 135 cm siddende på forsædet.
Barnet skal sidde på bagsædet, hvis der ikke er seler i bilen.
Hvad gør jeg, hvis bilens sele er for kort
Hvis bilens sele er for kort til at spænde autostolen fast, kan du udskifte den med en længere sele.
Dette skal gøres på et autoriseret værksted. Selen skal være godkendt og af samme type som den originale sele.
Det er ikke lovligt at bruge en såkaldt ”seleforlænger”, da autostole ikke er afprøvet og godkendt med den løsning.