FDA er begyndt at holde foredrag med henblik på korrekt udbredelse af viden vedr. love og regler inden for syn, afgift og forsikring.
I forbindelse med et foredrag vi holdt i ASR klubben, opstod der et spørgsmål vedr. fastmontering af toolbox på ladet af en pickup. Bekymringen gik på at bilen efter montering af toolbox ville overgå fra gulplade bil til hvidplade bil. Altså at det ville udløse en ny afgift.
Det ligger FDA meget på sinde at svare korrekt på de spørgsmål der kommer, og derfor valgte vi at vende det med vores juridiske kontakter i Motorstyrelsen.
Det korte svar fra Motorstyrelsen er:
Det er Motorstyrelsens vurdering, at der som udgangspunkt ikke er noget i vejen for at montere en toolbox på ladet af en pickup. Det er dog en forudsætning, at kravene til vareladets længde fortsat er opfyldt.
Kravene til varebil med åbent varelad kan ses herunder.
Last- og varebiler med åbent varelad
Køretøjet skal utvivlsomt være konstrueret og indrettet til godstransport.
Ved afgørelsen af, om et køretøj kan anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, ses bl.a. på vareladets længde. Loven fastsætter ikke et mindstemål, men på baggrund af tidligere afgørelser er det fastsat, at vareladets længde skal være på mindst 120 cm.
Motornævnet har dog i et enkelt tilfælde godkendt et køretøj med en ladlængde på 117,5 cm.
For åbne køretøjer uden egentligt førerhus er målepunktet ved førerhus/varelad førersædets bageste kant, når sædet og ryglæn er indstillet i normal kørestilling.
Hvis en del af ladet er ført ind i eller under førerhuset, medregnes denne del ikke i ladlængden. Er bagfladen ikke lodret, bliver vareladets længde kun regnet til bagfladens forreste kant.
Vareladet skal være i samme plan i hele ladets udstrækning og skal udgøre en ubrudt flade, medmindre væsentlige konstruktive hensyn forhindrer dette. En eventuel opbygning af ladet, som er nødvendig for montering af gastankanlæg, og eventuelle lemme, som giver adgang til rum under ladet til opbevaring af køretøjets reservehjul, værktøj m.m., er dog tilladt.
Der må ikke bag førersædet findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring. Vareladet må heller ikke være forsynet med fordybninger og lignende, som kan benyttes ved anbringelse af bagsæde, eller håndstropper, askebægre eller andet personvognsudstyr.