Det værste mareridt for en bilejer er vel nok, at ens bil bliver stjålet. Specielt de ældre biler er jo ofte mere sårbare end nye biler med fabriksmonterede tyverialarmer, startspærre osv. 
I den anledning vil vi fra FDA endnu engang slå et slag for, at man sikrer sin bil så godt som muligt, og overvejer mulighederne for ekstra sikring – f.eks. GPS-sporing. Bemærk at det ofte er en forsikringsbetingelse, at bilen opbevares i en ”aflåst garage” – og det skal tages helt bogstaveligt! Det betyder at en parkeringskælder; en lade hos den lokale landmand eller en ”skrueplads” i jeres lokale amerikanerbilklub, som udgangspunkt ikke opfylder betingelserne i jeres kaskoforsikring.


Drøft dette med jeres forsikring, så I er sikre på, at I og forsikringsselskabet har samme opfattelse af, at jeres bil står korrekt parkeret, og dermed er forsikret, hvis det værste skulle ske. Opbevaring i garagefællesskaber mv. (hvor flere har adgang) kan typisk godkendes, hvis bilen er udstyret med GPS-sporing, som i dag er en overkommelig investering.


Hvad færre måske tænker over er, at man faktisk er forpligtet til at undersøge, om den drømmebil, man køber, er stjålet. De fleste ville nok ikke tænke sig om to gange, hvis sælger står med nøglerne til bilen og en original dansk registreringsattest. Hvis bilen så ovenikøbet ikke er låst i DMR, og der ikke er gæld i, hvilket kan undersøges på f.eks. www.nummerplade.net (der automatisk spørger hos Tinglysningsretten) vil de fleste nok tro, at den hellige grav er velforvaret.

Sådan er det desværre ikke! Det registreres nemlig ikke i DMR, at en bil er stjålet. Så i teorien kan en uærlig sælger, sælge dig en bil og melde den stjålet sekundet efter, du ruller ud ad indkørslen med den originale registreringsattest i lommen. I langt de fleste tilfælde vil sådan en slags svindel blive opdaget, når bilen skal indregistreres, hvilket jo typisk sker, indenfor få dage efter handlen er lavet, hvis man da ikke omregistrerer bilen med det samme, som vi stærkt vil opfordre til, at man gør ved brug af Motorstyrelsens app til samme formål.

Det kan man jo - i sagens natur - bare ikke med uindregistrerede køretøjer, der f.eks. sælges som projektbil, som måske ovenikøbet har været afmeldt i flere år. Så det næst værste mareridt man kan forestille sig, at man køber en projektbil; bruger uanede mængder timer på at sætte den i stand, og endelig er man klar til syn, og skal til at nyde frugterne af de mange timer i værkstedet. Bilen bliver synet, der kommer ny registreringsattest, og BUM så står politiet i indkørslen for at beslaglægge bilen, da den er meldt stjålet af en tidligere ejer for flere år siden. Selvfølgelig har man krav på erstatning, men der kan jo være gået år, inden svindlen opdages, og sælger kan være gået konkurs; være død, eller flyttet til udlandet, og det er dig, der kommer til at trævle en gammel kæde af handler op. Politiet vil kun interessere sig for den strafferetlige del af sagen.

Dette er der pt. kun én måde at undgå på. Ring til politiet inden du handler, og spørg om bilen er stjålet. Politiet registrerer alle køretøjer, der bliver meldt stjålet – både på registreringsnummer og stelnummer. Der bliver det stående til køretøjet dukker op igen – altså i princippet ”for evigt”. Heldigvis har politiet døgnåbent, så den slags forespørgsler burde kunne klares døgnet rundt – altså også når man står midt i en handel søndag aften.

FDA arbejder dog på at køretøjerne automatisk låses i DMR (som jo også kan tilgås døgnet rundt), når de meldes stjålet, præcis som hvis der er en afgiftssag på køretøjet, så man slipper for at skulle undersøge tre forskellige steder (DMR, Tinglysningsretten og hos Politiet), inden man køber projektet.




Hold i dag

Instagram